Min kone og jeg blev gift her i sommers og er for nylig vendt hjem fra vores bryllupsrejse, som vi fik foræret som samlet gave fra hver vores svigerforældre. Det var en noget så skøn tur, som gik til Azorerne. Et lidt atypisk sted måske, men det gjorde ikke turen mindre skøn.
Det er relativt nyt med turisme på øgruppen, men det var tydeligt, at verden var ved at få øjnene op for potentialet. Uden for byen var der rigtig mange byggepladser, der indbyrdes virkede til at kæmpe om, hvem der først kunne klaske flest nye hoteller op og på kortest tid.
Men ikke destro mindre så var alle disse turister ikke kommet endnu. Så meget af øernes autentiske udtryk og stemning var heldigvis stadig intakt. Og der var ingen anmassende gadesælgere til min store glæde.
Min kone og jeg startede faktisk som kolleger. Vi fik øje på hinanden en dag under den daglige firmafrokost og faldt hurtigt i snak med hinanden. Der gik noget tid før jeg fik taget mig sammen til at tage det næste skridt, så det blev til mange frokostsamtaler, før jeg fik inviteret hende ud på en rigtig date.
Firmapolitikken var klar omkring forhold på arbejdspladsen, og interne forhold var desværre ikke noget, man ligefrem blev opfordret til. Men der var ikke noget at gøre, og eftersom min nuværende kone alligevel ikke var så glad for sin stilling i firmaet, valgte hun efter nogle måneder at søge videre. Heldigvis har hun et stort netværk, så efter et par forespørgsler på LinkedIn fik hun hurtigt et nyt job.
