Jeg kan stadig huske hvordan det var at besøge mine bedsteforældre, fra både min far og min mors side, da jeg var lille. En af de ting der hænger mest ved, er lugten af røg og følelsen af at det sved i øjnene. Dengang og her taler vi i 1980erne, før zoneterapi og mindfullness var ord af betydning, var der ikke den største forståelse af den fare der unægtelig er forbundet med rygning, heller ikke fpr den passive af slagsen. Det var ikke unormalt at der sad fem voksne og pulsede løs i min mormor og morfars stue. Specielt om vinteren var det slemt, da min mormor helst ikke så at nogen åbnede vinduet. Vi skulle ikke lukke varmen ud! Både hende og min morfar røg omkring 30 grønne Cecil om dagen.
Cerut og Cecil
Røgen var ekstyra tyk når min mormors søster, min mors moster, var tilstede. Hun røg cerutter, en underlig lille slags cigar, som det var normalt at kvinder røg dengang. 
Cerut stanken var meget voldsom og den hang endnu mere fast i tøjet, end den fra de mange grønne Cecil. Hun var en meget gavmild gammel dame, der havde sin egen købmandsforretning og elskede at give os børn gaver. Men alt hvad man fik af hende stank af cerut, og hvis det ikke kunne vaskes, skulle man leve med lugten eller smide det ud. Et eller andet sted, overtrædelse af den enkeltes frihed eller ej, er jeg glad for at der nu er kommet regler om rygning og folk er mere beviste om faren. Det er nok de færreste i dag, der vil lade deres børn sidde in røgfyldte lokaler i flere timer.
Skriv et svar